Kunsten at vælge et omslag

“Nå, hvornår kommer den der bog, vi skulle stemme om?”

Det spørgsmål har vi fået et par gange på det seneste. Da vi skulle vælge omslag til Det var mig der slog Tom Jones ihjel, lagde vi nemlig forskellige udkast ud til afstemning, både på Facebook og Instagram. Resultatet blev absolut forventeligt: Folk har forskellig smag. Er det ene flottere end det andet? Ligner det ene noget, vi har set i forvejen? Kan vi bedst lide den ene font og de andre farver? På mange måder kan det minde om dagligdagen på et livsstilsmagasin; der er mange “synesninger”, som det hedder på nudansk.

I sidste ende gik vi en helt tredje vej. Med et cover, der afspejler de fine fortællinger og især titel-novellen Det var mig der slog Tom Jones ihjel, som foregår i 1970’ernes Amager, hvor børnenes liv var helt afskåret fra de voksne, og der derfor ikke var andre end børnene til at føre justits. Vores dygtige grafiker Peter Waldorph har skabt et univers af skønne vignetter, som viser noget af alt det, der er i vente inden i bogen. Vi er superglade for resultatet og glæder os til, at I skal dykke ind bag coveret snart. For det er jo derinde, det rigtig sjove sker.

 

Korrektur, komma og kilden i maven

Bare rolig: Jeg skal nok undlade at komme med klichéfyldte sammenligninger om første barn, veer og den svære fødsel. Det er heller ikke sådan, det føles. Men det er altså en helt særlig fornemmelse at sidde med korrekturen til forlagets allerførste bog.

I søndags havde vi møde med grafikeren, der har lavet det fineste omslag og sat novellesamlingen op. Nu læser vi korrektur på satsen, nørkler med kolofon og bagsidetekst, og forfatteren er gået i tænkeboks om dedikationen.

En stor beslutningblev taget i går. Vores første bog hedder jo Det var mig der slog Tom Jonas ihjel. Eller: Det hedder den nu. For i lang tid hed den Det var mig, der slog Tom Jones ihjel. Forskellen er jo enorm. Fra helt forkert til helt korrekt, i hvert fald for sådan en som mig. Men da jeg så omslaget, måtte jeg erkende, at det der komma simpelthen ser grimt ud. Og nu er det væk. RIP det komma.

For hulan, hvor jeg dog glæder mig til at sende dem ud i verden. For nu må I nøjes med en lille smagsprøve fra novellen Fuldmåne. Den får det til at kilde i maven på mig:

”Det er fuldmånen. Den gør noget ved mig. Jeg fatter det ikke. Har du det ligesådan?”

Og det havde han jo.

”Skal vi ikke gå hjem til dig og lade være med at sove?” spurgte hun.

Og det gjorde de.